Smøring af gearkabler kan have stor effekt. Det er med til et sikre dig at gearskiftet glider som det skal. Jeg anbefaler at smøre gearkablerne, lige så ofte som man orker og især efter en grundig cykelvask, hvor vand kan trænge ind i kablerne…
Værktøj:
- Ren klud
- Universal olie
Har du ikke universal olie, så brug almindelig kæde olie – det er bedre end ingenting. Universal olien anbefales, fordi den er tyndtflydende.
Start med at sørge for at cyklen er i det højeste gear.
Bagskifteren presses derefter tilbage med tommelfingeren imens pedalerne drejes rundt, så kæden bevæger sig op på kassettens største tandhjul.
Cyklen er nu i det laveste gear, læg mærke til at gearkablet nu er slapt.
Gearkablet løsnes nu med hånden ved at trække kablet ud af kabelholderen og mod dig selv.
Gearkablet tørres først af med en klud så det er rent.
Kablet smøres dernæst med universal olie og kun på den del af kablet, som løber inde i yderkablet. Derefter monteres kablet igen i cyklens kabelholdere.
Når alle kabler er smurt og monteret i kabelholderne igen, drejes pedalerne rundt. Cyklen vender nu tilbage til det højeste gear som vist på første billede, og der er spænding på kablet igen. Kør gennem alle gearerne et par gange, hvorved olien fordeler sig i kablerne.
Kablet ved forskifteren afmonteres når kæden er på den lille klinge foran. Forskifteren presses ud mod den store klinge, hvilket bevirker at kablet bliver slapt og det kan trækkes ud af holderen, som det ses på billedet. Kablet tørres af og smøres som det er illustreret på billederne ovenfor.
Relevante guides: