I denne guide vil jeg både forklare om, hvordan V-bremser indstilles, hvordan bremserklodser indstilles, hvordan kabler strammes op og hvordan man smører sine bremser. Læs denne guide og få en god vejledning i at give dine bremser et tjek.
https://youtube.com/watch?v=6dVcEtv%26%238211%3Brc
Værktøj:
- Umbrachonøgle str. 5
- Universal olie/olie til smøring af kabler
- Lille skruetrækker, flad
- Stanleykniv
- Sandpapir, fint
Først tages hjulene af!
Overskydende materiale fjernes
Rengøring af bremseklodser
Der sætter sig ofte små metalsplinter fra fælgen fast i bremseklodsens gummi. Disse små metalsplinter slider ganske kraftigt på fælgen og nedsætter desuden bremsekraften. Fjern metalsplinterne med en Stanleykniv, et barberblad eller lign. og slib klodserne plane igen med fint sandpapir. Det bedste resultat fås, hvis man lægger sandpapiret på en plan overflade og kører bremseklodsen hen over. Det kan dog også lade sig gøre mens bremseklodsen er monteret på cyklen, hvis man er doven ligesom mig.
Klodserne slibes med sandpapir
Hjulene sættes nu på igen!
Indstilling af bremseklodser
Først indstilles bremseklodserne, så de kontakter fælgen samme sted på begge sider. Dette gøres ved først at løsne begge bremseklodser med umbrachonøglen. Dernæst klemmes bremserne ind mod fælgen og klodserne justeres, så de kontakter fælgen midt i bremsefladen. I visse tilfælde kan det være en fordel at lægge et stykke pap mellem fælgen og bremseklodsens bagkant. Dette gør at bremsens forreste del kontakter fælgen først og dette kan løse problemer med hylende bremser.
Bremsen holdes inde
Bremseklodsen spændes
Indstilling af afstand fra bremseklodserne til fælgen
Afstanden fra bremseklodserne ind til fælgen skal være den samme på begge sider. Dette justeres på bremserne stilleskruer med en flad skruetrækker, ved skiftevis at kontrollere afstanden ved at bremse og dernæst stille på skruerne igen, indtil afstanden er den samme på begge sider.
Indstilling af kabelspænding
Kabelspændingen kan både justeres på selve bremserne eller på bremsegrebet. På bremserne løsnes kablet med umbrachonøglen og strammes derefter. På bremsegrebet justeres kabelspændingen på stilleskruen. Skruen bruges til at spænde eller løsne kablet med og møtrikken bruges til at spænde kontra med, så skruen ikke løsner sig igen.
Smøring af kabler
Kablet løsnes fra V-bremsens klør og det er derved muligt at trække kablet tilbage så det kan smøres. Tør først kablet af med en ren klud og smør kablet med universal olie eller olie beregnet specielt til kabler. Det er vigtigt at smøre bremsekablerne ofte, da der let kommer snavs, skidt og fugt ind i kablerne. Dette skaber friktion og får kablerne til at ruste.
Relevante guides: